Corona uger: Her er rådet, som jeg ikke selv fulgte i går!

Nå – det er da en noget speciel tid, vi oplever i disse Corona dage. Det er virkelig noget, der stiller anderledes krav til os, end vi plejer at opleve. Så her kommer mit bud på, hvordan du og din familie kommer godt igennem ugerne (inkl. det gode råd, som jeg ikke selv fik fulgt i dag). 

Der er ikke den vante faste struktur med ‘op-og-afsted-og-så-videre-indtil-dagen-er-slut’. Samtidig har vi fået nye opgaver at løse eller nye rammer at løse opgaverne indenfor. For alle os med børn hjemme, er det en ny opgave at skulle orkestrere en nogenlunde meningsfuld og konfliktfri dag med hele flokken hjemme. Og oven i købet samtidig løse vores arbejdsopgaver. 

Der er rigtig mange forskellige og nogle gange modsatrettede behov, der skal tilgodeses i et eller andet omfang. Yaiks for en opgave! 

Og det er virkelig ikke nogen nem opgave. Men der er en måde, at gøre det endnu sværere for os selv. Nemlig, hvis vi ikke anerkender at der er behov for en bevidst tilgang til vores kombinerede familie-/arbejdsliv i de kommende uger.

Eller omvendt: tag stilling til, hvordan dagene skal arrangeres hjemme hos jer. Det er det første og vigtigste skridt mod at skabe et par gode om end meget anderledes uger. 

Helt konkret har jeg samlet fire pejlemærker, som vi forsøger at navigere efter hjemme hos os – og som jeg også tænker vil være gode for andre familier at bruge:

  • Skab en struktur for dagene. Det giver helt automatisk en forventningsafstemning både mellem de voksne og i forhold til børnene. Alle ved hvordan dagene kommer til at forløbe i store træk i hvert fald. Og hvis børnene er med til at lave skemaet, er der oven i købet større chance for at de køber ind i konceptet og hjertens gerne følger det. Billedet her i indlægget er min datters skema, som hun selv lavede i går (søndag d. 15/3 2020).   
  • Definer helt konkrete opgaver for dagen i prioriteret rækkefølge. Og så lav opgaven med højst prioritet først. For så er du nemlig sikker på at nå det vigtigste – også hvis ungerne ikke er helt samarbejdsvillige, og noget af arbejdstiden derfor går med andet end arbejde. [Det var dette råd, som jeg ikke selv fulgte i dag – og det skabte så mange frustrationer og dårlig stemning. Jeg havde nemlig stående øverst på min liste, at jeg skulle skriv dette indlæg. Men nu i skrivende stund er klokken 20.40. Dumt, men hey – ingen er perfekt!] 
  • Sænk ambitionerne. Lad nu være med at tro, at du kan nå alt det, du plejer på jobbet og samtidig undervise skolebørnene og lege med de mindste. Det kan ikke lade sig gøre. Og hvis vi ikke med det samme anerkender det, og planlægger efter det, så er vi sikre på at løbe ind i en hel masse unødige frustrationer, konflikter og dårlig samvittighed. Derfor: vær realistisk i din planlægning og sænk ambitionerne. Både for dit eget arbejde og for undervisning/aktivering af børnene. 
  • Giv dig selv pauser. For vi kan som bekendt ikke give uden at blive ladet op. Og i denne tid, hvor vores faste rutiner er væk, er vores almindelige pauser også forsvundet. Måske plejer transporten til og fra job, at være en pause for dig. Eller hyggesnakken med kolleger over frokost plejer at lade dig op. Men de ting er ikke i spil i disse dage. Så vi skal bevidst lægge pauser ind, hvor vi laver noget, der lader os op så vi har noget at give af resten af tiden.    

De fire pejlemærker er en god base for de kommende uger. Men (som jeg skrev højere oppe) de virker kun, hvis vi bruger dem bevidst og tager stilling til, hvordan tingene skal arrangeres. Så lav en plan, der tilgodeser lige præcis jeres familie. Og vær villig til at ændre på den plan, hvis det ikke fungerer. 

For vi kan jo lige så godt få det bedste ud af den her underlige situation.

Jeg ønsker dig og alle andre forældre held og lykke med de kommende Corona uger – for det kan vi vist alle sammen godt bruge når vi skal lave så meget om på vores hverdag så hurtigt. 


//Anne 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.